Del 6: Søndag, kl. 19:47, midtbyen

Du får endelig flere informationer om situationen af en fremmed.

Han informerer dig om, at hele landet er blevet invaderet, og at de største byer i landet er blevet ramt samtidig. Ingen vidste besked og han ved ikke, hvorfor folk slæbes i containere og transporteres væk, men han har lagt mærke til, at det ofte er lyshårede – men noterer, at det kan være en tilfældighed. Han fortæller dig, at København ligger i ruiner, at broerne er bombet og mennesker stadig jagtes på gaden derovre – ligesom her.


Med den information ved du, at du hurtigst muligt må drage til København efter din søster. Måske er der håb. Hun er det eneste tætte familie, du har tilbage. Du må hjem til din slægtnings lejlighed, pakke og straks drage afsted.

Hvad pakker du? Hvordan bliver jeres afsked?


Da broerne er bombet og al offentlig trafik er standset, må du finde en alternativ måde at komme til sjælland.

Hvad pakker du? Hvem hjælper dig? Hvordan kommer du frem?



[Næste benspænd foregår mandag, kl. 15:08, Christianshavn.]


  1. Kim Risør

    Jeg er skræmt helt ind i sjælen, og det levende mareridt, vi alle pludselig er blevet udsat for, er for ufatteligt for den menneskelige hjerne, tror jeg. I hvert fald for min.
    Det eneste, der driver mig nu er at komme min stakkels søster til hjælp, uanset risikoen og uanset, hvad er sker i processen. Men jeg må tvinge mig til også at tænke, for at komme i mål. Tilsidesætte instinkterne og følelserne lidt – om muligt.
    Det første jeg må gøre er at få pakket det nødvendige, så jeg kan klare mig til søs. Det er den eneste vej nu, som jeg kan få øje på.
    Det lykkes mig heldigvis at finde retur til min fætters lejlighed, men han er væk.
    En ny frygt melder sig, for hvad kan der mon være sket ham? Er han blevet fjernet af soldater eller bare flygtet.?
    Jeg finder den godt gemte ekstranøgle og låser mig ind; finder en stor taske og pakker det af min fætters tøj, som jeg får brug for: Frakke, 2 trøjer, kraftige arbejdsbukser, luffer, en hue, underbukser, strømper.
    Derudover finder jeg en lygte og et helt lille arsenal af batterier, der passer til lygten og min VHf., eller rettere min fætters, som jeg har lånt. Med dårlig samvittighed tømmer jeg det meste af kølekabets indhold ned i tasken.
    Jeg tager halvdelen af batterierne med, så han også kan klare sig, når/hvis han dukker op igen.
    Afskedsbrevet bliver kort, hjerteligt og taknemmeligt, og så noterer jeg i kode den kanal, han skal kalde mig op på, hvis han får mulighed for at bruge en VHF. Koden er hans mors alder, da hun fødte ham, og som jeg tilfældigvis kan huske. 43 år … det var ikke helt almindeligt dengang.
    Min søde fætter har nu hjulpet mig – både frivilligt ig ufrivilligt – så meget som jeg på nogen måde havde kunnet håbe på. Nu gælder det bare om, i ly af mørket, at komme ned til lystbådehavnen og forhåbentlig finde en god båd, så jeg kan komme til København.
    Jeg går efter stilheden, for soldaterne larmer, snakker, rumsterer og roder i alting. De fulder sig vist også, lyder det til. Satans udsendinge … hvad vil de her?

    Det er i midtbyen, koncentrationen af soldater er størst, og jeg kommer nærmest hele vejen rundt om byen via stranden … “Den Permanente“ … besynderligt navn til en strand i grunden!

    Flere soldater patruljerer lystbådehavnen, men jeg forestiller mig at koncentrationen er langt større i industrihavnen, hvor vandet er dybt nok til store skibe, og hvor søværnet holder til.
    Jeg kan lugte de særegne lugte fra lystbådehavnen og de gamle skuder nu.

    I mørket er det ikke det store problem at liste sig forbi soldaterne, når de patruljerer med ryggen til, og jeg finde kort efter den længste mole, så jeg kommer længst mulig væk fra soldater og dybt ind i mørket. Og der ER virkelig mørkt nu, her i starten af november, hvor skuderne ligger ubrugte i ugevis.
    En slank båd dukker op ud af mørket: Omkring 35 fod, høj mast men en ældre konstruktion og vigtigst af alt; rulleforsejlet ser ud til at være klar til brug.
    Jeg lister mig ombord næsten uden en lyd, smider tasken med diverse fra mig i cockpittet, løsner fortøjningerne og skubber båden i retning mod udsejlingen … uden at kunne se ret meget. Jeg tør ikke bruge lommelygten, men det lykkes mig heldigvis at komme fri af pæle og både uden at vække postyr..
    Vinden er kun et par sekundmeter fra vest og da jeg stille og roligt haler i forsejlet, fyldes det langsomt, hvorefter båden glider afsted.
    Jeg ser er øjeblik mod bagbord, men kan næsten ikke få øje på noget. Mit hjerte hamrer i mit bryst af frygt for at blive set af soldaterne, men foreløbig går det efter planen.

    Da jeg glider ud af havnen og kommer et par sømil mod øst, føler jeg mig lidt mere tryg og bryder ind i kahytten. Jeg smider tasken på dørken og finder lufferne og huen frem.
    Det bliver en kold nat. Derefter sætter jeg fulde sejl og stryger afsted.

    Det er snart tid til lidt natmad .. så jeg kan holde mig nogenlunde på toppen fysisk til strabadserne.
    Min stakkels søster … og mit stakkels land. Hvad er der dog sket?

Skriv et svar