Lørdag, kl. 21:34. Slægtnings lejlighed, Øgadekvarteret.

I gemmer jer i lejligheden. I har mørklagt vinduerne, barrikaderet døren og går rundt i konstant mørke. Besættelsen har taget strømmen for hele byen. Der er ingen strøm, ingen lys, ingen kontakt til andre mennesker. Ingen yderligere information om situationen. Men i det mindste kan du endelig få lidt mad og blive opdateret på din slægtnings liv.

Hvad kan du se på gaden, fra dit skjul i mørket? Er der gemmesteder i huset? Flugtveje, hvis de kommer igen? Forbered dig på det værste.


[Næste benspænd foregår Søndag, kl. 08:05. Slægtnings lejlighed, Øgadekvarteret.]


2 Responses

  1. Kim Risør

    Jeg må fokusere på en plan, der har en vis succes for at lykkes. Jeg kan ikke se dem, når jeg skimter ud gennem vinduet, men hvis de kommer, kunne vi måske nå at springe ud af vinduet ud mod gården og så løbe gennem vaskekælderen og ud på den anden side af blokken?

    Jeg har ikke helt droppet tanken om at stikke til søs i en stjålet båd om natten. Det er næppe til søs, der er så meget bevågenhed eller fjender i nærheden, så måske kan jeg få min fætter med på ideen. Han har jo også lært at sejle, da vi var unge, og det ville være godt at kunne skiftes til at tage tjansen ved roret. Heller to end een ombord i hvert fald … og måske kunne vi sejle til Sverige, som er et neutralt land og derfor ikke besat.

  2. Kim Risør

    Det her er ulideligt, men i det mindste føler jeg mig tryg … for nu. Heldigvis har min fætter ikke samme efternavn som mig, så hvis de leder efter mig, går der nok noget tid.

    Min fornemmelse siger mig, at de er overalt efterhånden, så det er nok kun et spørgsmål om tid, før vi må væk.

    Min fætter indeholder faktisk lidt mere, end jeg husker ham for, og det er helt sjovt at mindes vores barndom, inden vi gik hver vores vej. Han har styr på alt det nære og menneskelige, og faktisk har netop dette reddet min røv. Men inspirerende er han sgu ikke, og jeg er efterhånden ved at dø af kedsomhed.
    Det er lige før, at jeg foretrækker at være på farten, selvom det er med livet som indsats.
    Jeg holder det ikke ud ret meget mere, før jeg eksploderer og springer ud af lejligheden.
    Men nu føler jeg også et ansvar for min fætter – udover taknemmelighed.

Skriv et svar