Lørdag, kl. 15:12. Dit gemmested på Frederiksbjerg.

Lige nu er du i sikkerhed og kan ånde lettet ud. Du hører skud ikke langt herfra og indser, at du må finde en mere holdbar løsning, da du ikke aner, om soldaterne allerede har gennemsøgt dette område, eller om de snart gør det. Du har ingen steder at tage hen og du har ingen telefon – men du kan absolut ikke blive her.

Du kan ikke vende tilbage til din lejlighed, da soldaterne har taget kontrollen over dette område. Soldaterne gennemsøger systematisk byen og dens lejligheder. De stimler store grupper af befolkningen sammen i containere – og skyder dem, som prøver at flygte.

Du kommer i tanke om en fjern ældre slægtning, der bor i den anden ende af byen.  Måske kan du søge ly i hans lejlighed, hvis du kan nå frem uden at blive fanget eller skudt.

Hvordan kommer du derhen? Hvordan tager din slægtning imod dig?


[Næste benspænd foregår Lørdag, kl. 21:34, slægtnings lejlighed, Øgadekvarteret]


  1. Kim Risør

    Shit, min telefon må jeg have tabt undervejs hertil, sikkert da jeg forcerede et plankeværk. Det er noget pis, specielt da jeg må videre. Inden radioudsendelsen blev afbrudt nåede jeg lige at få en lille orientering. Det ser skidt ud i hele byen mere eller mindre, og de nærmer sig kvarteret her, men hvordan det ser ud i resten af landet er uklart. Jeg håber sgu at modstandsbevægelsen får sat hårdt mod hårdt, hvis landets egne soldater er blevet interneret i fangelejre.
    Men hvad gør jeg nu? Muligheder er der ikke så mange af. Jeg kunne måske stjæle en lystbåd og sejle ud af havnen i ly af mørket, men det må vente.
    Lige nu er det et spørgsmål om at skjule sig og at overleve.
    Jeg kommer i tanke om min fætter Henrik i Øgadekvarteret. Jeg har ikke set ham i årevis, men han kunne være et godt valg nu. Hans uanselige væsen er der formentlig ingen, der føler sig truet af, så mon ikke man kan være lidt i fred der.
    Jeg lister mig ud på gaden i halvmørket med hætten over hovedet og hører kun fjerne skud.
    Må herfra i en fart, men stadig forsigtigt gennem de tomme gader. Alle har forskanset sig eller er taget herfra, ser det ud til, så hvis de forkerte ser mig, er det ude med mig.
    Angsten har stadig fat i mig, da jeg endelig når frem i småregnen og banker på, først stille og dernæst mere insisterende.
    Endelig kigger Henrik ud af vinduet, og jeg tager hætten ned og vinker til ham.
    Nu håber jeg sgu, at han lukker mig ind!
    Der går lidt længe, men så åbner han døren og siger “Dig, det havde jeg sørme ikke ventet!”
    Han giver mig et klap på skulderen, da jeg stryger forbi ham og beder ham lukke og låse døren.
    “Jeg følte mig ikke sikker derhjemme, Henrik, du må hjælpe mig!”
    “Kom du nu bare ind, Kim, så tager vi det helt roligt. Du er i sikkerhed her, og så må du fortælle mig, hvad der er sket.”

Skriv et svar