Del 24: Mandag, kl. 08:04, Den røde plads, Moskva

Modstandsfolk fra andre lande er allerede ankommet til Moskva. De har fundet et skjulested uden for byen stjålet uniformer fra politistyrken, som I kan iklæde jer på jeres missioner.

I samles til første mission tæt ved den røde plads bag State Historical Museum, hvor I venter på resten af jeres folk, før I drager ned mod the Armoury Chamber, hvor I har fået nys om, at flere danskere er holdt fanget. Planen er at komme ubemærket ind og ud af bygningen uden at vække mistanke og undersøge, hvor de tilfangehavende er.

Som du kigger rundt blandt dine medsammensvorne, der begynder at være klar til at drage afsted på jeres mission, ser du en skikkelse i en af uniformerne, der virker bekendt.

Dit hjerte stopper. Du skynder dig gennem mængden af unifomer og får fat om hendes skulder og spørg i det, du vender hende om: “Rikke?

2 Responses

  1. Kim Risør

    Da vi var kommet 55 km udenfor byen lød braget, og vi så os tilbage.

    Paddehattens tydelige form byggede sig op over byen, og da jeg havde hjulpet de sidste ned i bunkeren sammen med Morten, sagde han, at det var på et hængende hår.
    Ondskabens akse var jorden rundt under kraftigt bombardement fra den resterende verden, og det hele skete lige nu, forklarede han

    Da vi lukkede døren bag os og gik ned i bunden af bunkeren, følte jeg mig mere lettet end nogensinde, men det var først da Morten sagde, at også hans søster og Sofie var i sikkerhed i en bunker i London, at jeg kunne ånde lettet op.

    Nu sidder jeg med en øl i hånden og hygger mig, men verden udenfor brager løs.

    Jeg frygter det værste, men håber at der er styr på det hele og at verden består, når vi kommer op herfra.

    Vi får en ny start nu, og der er håb om en bedre verden i morgen end i går.

  2. Kim Risør

    Hun falder mig om halsen med det samme, hun ser mig, og jeg føler mig utroligt lettet over, at hun er lige her og ser ud til at have det godt.
    Vi står længe sådan uden et ord, mens tårerne render ned ad vores kinder.
    Da vi endelig giver slip på hinanden, får vi snakket om alt det, der er hændt os hver især, men i en ultrakort udgave, for missionen er nært forestående.
    Jeg introducerer Rikke for Morten, og sammen drager vi alle afsted.

    Armoury Champer tårner sig op foran os i det fjerne, og som en samlet politistyrke går vi ned ad gaden og forbi de beboere og forbipasserende folk på gaden, som helt sikkert ikke er uvant med store politistyrker, der skal beskytte magtapparatet.

    Jeg føler mig kampberedt, men snilde vil gøre mere godt for os, tænker jeg, mens jeg følger efter Morten med Rikke ved min side. Vi skæver indimellem til hinanden; det skal nok gå!
    Jeg føler ansvaret for, at der ikke må ske hende noget, da vi som aftalt går målrettet selvbevidste og autoritære ind i Armoury Champer.
    Morten kan tale rigtig flot russisk, finder ud af, da han beder vagten træde til side for ordensmagten. Der skal forhøres fanger, og det i en fart, forklarer Morten mig hviskende, at han har sagt, da vagten er trådt til side, og vi fortsætter gennem gangene.
    Endnu et par vagter viser sig foran os, og Morten tager straks teten og beordrer dem at låse op. Vi andre holder kæft, som lovet, så vi ikke afsløres.
    Den ene vagt låser os ind til fangerne, og døren åbnes og afslører en frygtelig masse fanger.
    Morten hæver straks sin lyddæmpede pistol og skyder begge vagter i hovedet. Derefter hjælper jeg ham med at flytte dem ind i rummet til alle fangerne, der ser bestyrtede på optrinnet.
    Nu kan vi forklare dem alle på dansk, hvad der foregår, og man kan straks se lettelsen i deres ansigter. Nogle af kvinderne løber hen og falder os om halsen, mens de græder.
    Morten finder frem til de toneangivende i den store flok af fanger, og mens jeg holder vagt ved døren, koncentrerer han sig om at dele nye informationer og om at forklare planen for de frigivne fanger.

    Da vi går ud af bygningen i samlet flok, med os, der er i politiuniform både forrest og bagerst, så det ser realistisk og formelt ud, er det med hjertet oppe i halsen. Den autoritetstro vagt, der lukkede os ind, hilser blot på os, selvom han ser noget forundret på den store flok.

    Jeg føler mig vildt lettet, da vi kommer ud af midtbyen, og min hånd finder Rikkes. Vi smiler til hinanden og puster ud; alt er vel … for nu.

Skriv et svar