Søndag, kl. 17:17, I et fly over europa

Efter angrebet sidder I ikke alle dem i flyet, som I havde regnet med.

Hvordan er stemningen? Hvordan har din medsammensvorne det? Hvad bliver fortalt af historier? Hvordan gør I jer mentalt klar på næste del af jeres rejse? Og bearbejder det I indtil nu har oplevet?


[Næste benspænd foregår Mandag, kl. 08:04, Den røde plads Moskva]


2 Responses

  1. Kim Risør

    Vi er ved godt mod, da vi endelig sidder i maskinen, til trods for de skrækkelige oplevelser, vi alle har været ude for og som vi også på det seneste er blevet bombarderet med.
    Ingen af os har ressourcer til at fortælle for meget om de personlige hændelser til hinanden. Smerten er for stor, så vi finder på eskapistiske veje ud af moradset, føler jeg. Alle mulige løjerlige beretninger erstatter de dybtfølte fortællinger om smerte, tab og skræk.
    Personligt er det tanken om Bianca, jeg flygter ind i, og jeg får også indviet Morten lidt i, at jeg synes, at han har en fantastisk søster, og at det er så skønt, at hun vil tage sig af Sofie nu, mens jeg er væk.
    Han lytter opmærksomt, og det eneste han med et skævt smil kommenterer det med, er:
    “Jeg tænkte sgu nok, da jeg mødte dig, at I kunne være gode for hinanden.”

    I løbet af flyveturen tager Morten og jeg på skift en runde i flyet for lige at fornemme stemningen og for at indgyde mod, hvor det eventuelt måtte mangle.
    Det er dog nogle gæve kvinder og mænd, vi sidder iblandt, og alle virker opsatte på at udrette det nødvendige, om det så skal koste livet.

    Hvad planen så er, når vi når frem, er jeg spændt på. Morten vil eller må intet sige til nogen, sikkert for at undgå at nogen kommer til at snakke over sig eller kan tortureres til at røbe planerne.
    Jeg mærker en uro i maven, da jeg efter den sidste rundtur i kabinen sætter mig stille ned og lukker øjnene. Jeg må samle kræfter til en hprd indsats, men det er ikke let at finde ro nu.

  2. Kim Risør

    Flyene kommer igen, kan jeg høre, og vi styrter til alle sider og i ly.
    Men den værste trussel kommer fra helikopterne.
    Et øjeblik efter; en øredøvende larm af bomber og granater, der sprænges i kvarteret.
    Vi må videre, væk herfra og løber langs murene.
    En helikopter dukker op foran os, og jeg kaster mig til siden og rammer Morten, så vi begge lander i en af de buer i bygningsværket, som turister tidligere beundrede.
    Nu er alt blot kaos, larm, støv og ikke mindst råb og skrig fra sårede personer.
    Morten og jeg forlader buen, da det drabelige angreb fra helikopteren e ovre for denne gang og styrter ud på gaden, hvor vi får samling på den resterende del af vores flok.

    Vi må videre i en fart og er desværre nødt til at efterlade nogle af de sårede. Vi råber “denne vej! Kom nu!” og det lykkes os at få de fleste med i den rigtige retning lige bag os.

    Målet og motivationen er det eneste, der holder os kørende, nu hvor hjernen føles udsat for alverdens ulykker og forvirring. Vi må bare videre og hanker op i alle dem, der ser lidt bløde ud i knæene. Vi har ikke kun troen og håbet tilbage, men også viljen og vores kampiver.
    Morten og jeg lykkes godt med at smitte de andre nu.

Skriv et svar