Søndag, kl. 07:49, Westminster Bridge

Du drager afsted fra Sofie med tårer i øjnene. Du går mod Westminster Bridge, hvor modstandsfolk valfarter over mod Parlamentet, hvorfra I skal afsted mod London City Airport. 

Jo flere skridt du tager væk fra Sofie og mod synet af Big Ben, mærker du en større vilje og beslutsomhed for at hjælpe din søster. Måske er hun uskadt, måske finder du hende aldrig, men du ved, at du er nødt til at prøve.

Som du begynder at gå i takt med modstandsfolkene foran dig, begynder du at føle dig som en del af dem. Der går både store og små, stærke og svage, kvinder og mænd.

Du ser Morten foran dig og haler ind på ham.

Uden varsel falder bomben længere fremme, der sprænger broen.

Du hører du først lyden og mærker så trykbølgen fra eksplosionen. Du kastes tilbage.

Hvad gør du? Hvad sker der? Hvor er Morten? Fortsætter angrebet? Hvordan kommer du frem til flyet?


[Næste benspænd foregår Søndag, kl. 17:17, I et fly over europa]


  1. Kim Risør

    På et øjeblik er alt kaos, og jeg hører en hyletone i ørerne. Jeg rejser mig fortumlet og ser folk, der kommer på benene og løber retur, væk fra den ødelagte midtersektion af broen. Heldigvis var vi da ikke kommet så langt ud på broen, og jeg kan ikke se sårede eller døde.
    Hyletonen fortoner sig, da jeg når bredden, og nu kan jeg høre råbende folk. Jeg ser pludselig Mortens ansigt ved siden af mig. Han trækker mig ned ad en trappe og råber “denne vej” til de andre.
    Vi når ned under det brofag, der dækker både land og vand, mens vi kan høre flyvemaskinerne over os. Vi trykker os tæt sammen og afventer.
    Da roen endelig igen sænker sig over området, kan vi koncentrere os om skaderne. Nogle af os har smerter efter fald eller fra sår på kroppen, og alle ser skræmte ud.
    Vi kan se røg stige op over byen, og et par både er ved at synke ude i Themsen, kan vi se. Folk fra bådene hopper i vandet.
    Morten og jeg ser en daycruiser ved bredden og springer ned i den. Vi kortslutter ledningerne under styrepanelet og får startet motoren. Morten smider fortøjningerne, og jeg giver gas.
    Strømmen er ret kraftig, men vi sejler ud i midten af floden og får hevet de forkomne søfolk ombord og sejler retur.
    Da det ser ud til, at det er sikkert, fylder vi båden med folk og sejler folk over Themsen, så vi kan komme videre mod lufthavnen. De våde søfolk er rasende over angrebet og følger med os. De ved, hvor de kan skifte tøj, og hvor vi alle kan få hjælp, siger de.
    Vi sejler retur og gentager succes’en flere gange, indtil vi igen kan fortsætte til fods i samlet flok.
    Bianca og Sofie dukker indimellem op i mit sind, men jeg føler mig fokuseret og energisk målrettet nu.

Skriv et svar