Del 20: Lørdag, kl 22:15, Craven Hill Mews, Bayswater

Mortens søster fra baren bærer den sovende Sofie i armene hjem til hendes lejlighed, hvor hun lader jer begge overnatte. I putter hende sammen ned under en varm dyne, hvor hun omfavner sin bamse i søvne.

Du ser en mulig løsning på dine problemer. Du kan ikke tage Sofie med til Rusland. 

Hvordan reagerer kvinden på dit forslag?


[Næste benspænd foregår Søndag, kl. 06:30, Craven Hill Mews, Bayswater]


  1. Kim Risør

    Vi lukker forsigtigt døren bag os og lister ind i den hyggelige stue. Det er ikke kun Mortens søster, der udstråler noget helt fantastisk. Det gør hendes hjem også.
    Efter min skilsmisse har jeg ikke tænkt ret meget på kvinder .. før nu. Og det endda i en presset situation, som kun kan løses ved at blodet løber til det øverste hoved.
    Men hun har revet tæppet lidt væk under mig, og jeg føler mig næsten hypnotiseret af hende.
    Fjollet og skruphamrende forelsket som en teenager, det er, hvad jeg er.
    “Jeg er nødt til at spørge dig om noget, og du må undskylde min ligefremhed, men jeg er i voldsomt tidspres og i en meget ubehagelig situation lige nu,” får jeg sagt.
    “Jeg forstår,” siger hun og ligner en, der allerede har gættet mine tanker.
    Det beroliger mig lidt, inden jeg fortsætter:
    “Jo, altså … livet har lært mig at sige tingene ligeud, for ellers er der så meget, der forbliver usagt … og som skulle have været sagt … så … ved du hvad jeg mener?”
    “Øhm .. ikke helt,” siger hun, “men jeg vil lytte og prøve at forstå dig.”
    “Jo… men … sagen er altså den, at jeg jo skal finde min søster, og jeg vil også gøre en indsats for at hjælpe de tilfangetagne skandinaver i Rusland, så … jeg kan jo ikke være her, selvom der er to grunde til, at jeg ønsker det.”
    “Og hvad er det? spørger hun imødekommende.
    “Ja, der er jo Sofie, som jeg ikke kan bære at forlade. Jeg føler, at jeg svigter hende, og hun står mig nær; næsten som om hun var mit eget barn.”
    “Ja det fornemmer jeg. Jeg troede faktisk, at hun var dit barn til at starte med.”
    “Ja, men … jeg tænkte altså, .. om du måske kunne have hende boende lidt … og passe på hende for mig?”
    “Det kan du tro, at jeg vil, og jeg er jo selv bundet til opgaver her i byen for modstandsbevægelsen, så … du kan regne med mig,”
    En sten falder fra mit hjerte, men hun får mig hurtigt op på dupperne igen:
    “Og hvad var den anden grund?”
    “Den anden?…”
    “Ja du sagde, at der var to grunde til, at du ønskede at blive her, hvis det havde været muligt.”
    Jeg kigger først ned, men tager mig sammen og ser ind i hendes smukke øjne:
    “Den anden grund er dig! Du er det mest fantastiske menneske, og jeg vil så gerne lære dig at kende.
    Jeg vidste ikke engang, at jeg havde en drøm så skøn som dig … før jeg så dig. Så du har vækket noget utroligt stærkt i mig. En drivkraft og et håb …. jeg tror virkelig, at vi to kunne have det helt fantastisk sammen.”
    Hun ved det hele i forvejen, tænker jeg et øjeblik. Hun er syv skridt foran mig., og hun har læst mig for lang tid siden. Hvorfor så være bange for hendes reaktion, der er jo alt at vinde … men det er jeg: Der er også alt at tabe, nu hvor jeg har blottet mig totalt. Skrællet mig selv helt ind til kernen.
    Hun siger ikke noget, men bøjer sig frem og lægger hånden på min arm, inden hun kysser mig.
    Alt eksploderer i mit hoved, og jeg rives med … i en sanseløs sansning.
    Hun tager mig i hånden, mens jeg intet rigtig fatter af det hele, og trækker mig blidt ind i soveværelset, låser døren og skubber mig bagover, ned på sengen. Jeg er i hendes univers nu, spundet ind af hendes insisterende tilstedevær i mit sind … hvor alt er muligt og alt kan ske.
    Og det sker!

Skriv et svar