Lørdag, kl. 09:04. Din lejlighed, Indre by.

Voldsomme lyde vækker dig fra din søvn. Du famler ud af sengen og ser kort dig selv i spejlet og konstaterer hurtigt ud fra dit trætte spejlbillede, at du i en alder af 35 er blevet for gammel til at gå i byen. Du får et chok, da der lyder et skrig fra gaden. Du løber hurtigt over til vinduet og kigger ud bag mørklægningsgardinet. Du stivner.

Mørkklædte soldater marcherer med maskinpistoler på gaden. De jagter og fanger beboerne, der føres hastigt væk og ud af syne. Et ungt par prøver at flygte fra tre soldater, der har omringet dem. De bliver uden tøven skudt i ryggen og falder døde om midt på vejen. 
Du følger, stivnet af frygt fra dit vindue, handlingerne på gaden, men kommer pludseligt til dig selv, da du ser, at soldaterne stormer opgangene på vejen og trækker beboerne ud fra deres lejligheder og fører dem bort. Det er din opgang næste gang. FLYGT!

Hvordan slipper du ud af bygningen uden at blive fanget og hvor finder du et midlertidigt gemmested?


[Næste benspænd foregår Lørdag, kl. 15:12, Dit gemmested på Frederiksbjerg]

2 Responses

  1. Kim Risør

    Mine tanker erstattes af instinkter, og jeg griber min jakke, telefon og pengepung i farten og styrter ud i opgangen. Jeg kan straks høre tumult og råberi på de lavereliggende etager, så jeg lister døren i og lister mig op ad trapperne, mens jeg forsøger at undgå, at trinene knirker.
    Loftslemmen binder, men heldigvis får jeg den trykket op, mens jeg hører de larmende soldater på trappen. Da de når min hoveddør og buldrer løs på den, lister jeg mig i ly af støjen ind på loftet. Da de sparker hoveddøren ind, får jeg trykket loftslemmen på plads.
    I midlertidig sikkerhed barrikaderer jeg døren så stille som muligt med de kasser og gamle møbler, der er omkring mig.
    Mit hjerte banker løs i mit bryst, og min åndedræt larmer, så jeg et øjeblik får den skøre tanke, at jeg bliver afsløret af min heftige vejrtrækning hvis ikke af mit hjerte. Et øjeblik efter er jeg videre og igang med at åbne tagvinduet. Det binder helt vanvittigt, og igen lammes jeg af angst; jeg når det ikke, de finder mig, binder mig, piner mig. Jeg holder øjeblikket efter op med at pine mig selv, løsner op, tænker offensivt og en smule rationelt: Hvad skulle de dog med mig? De ved jo intet om, at jeg bekæmper dem!
    Eller gør de? Er jeg blevet afsløret mon? Og af hvem? Er det min ex, der vil hævne sig på mig og stille sig selv i en fordelagtig position som sædvanlig?
    Endelig går vinduet op, og jeg kanter mig ud, mens jeg kan høre dem banke på loftslemmen.
    Jeg undgår med nød og næppe at glide ned ad taget, mens jeg lister vinduet i og kravler sammenbøjet videre over taget. Mod nabotaget … bare videre og videre.
    Frederiksbjerg er eneste mulighed nu. Adressen kender ingen andre end jeg.

Skriv et svar