Del 19: Lørdag, kl. 19:02, The Jack Horner

Med Sofie i hånden træder du ind på The Jack Horner, der fra gaden ser lukket og forladt ud, men imødekommer jer med en duft af hjemmelavet mad. Nogle få lokale sidder i krogene og du genkender et par modstandsfolk fra mødet i går om det bord, hvor Morten er midt i en fortælling, der får hele bordet til at bryde ud i latter. Han bemærker jer, og byder jer velkomne.

I spiser et solidt måltid med gruppen og snakken flyver. Der går ikke længe, før Sofie forlader de beduggede modstandsfolk ved bordet og sætter sig op i baren ved Mortens søster med det indbydende smil. Du ser Sofie grine og snakke ivrigt med et andet menneske for første gang, siden du mødte hende.

Hvordan forløber aftenen? Hvilke fortællinger slynges over bordet? Hvordan er kvinden, som gør Sofie tryg?


[Næste benspænd foregår Lørdag, kl 22:15, Craven Hill Mews, Bayswater]


  1. Kim Risør

    Min hjerne har vist taget skade af drikkevarerne og oplevelserne, tror jeg. Pludselig tager jeg mig selv i at kaste blik efter blik over mod Sofie og på kvinden bag skranken. Ikke mindst på hende. Jeg føler mig underligt bevæget indeni af den stemning, der er – ikke kun her i lokalet, men især oppe ved baren, hvor Sofie tydeligvis har det super godt. Hun morer sig, og kvinden har et fantastisk tag på hende, ser det ud til. Og så er hun smuk og dejlig.
    Pludselig sværmer min fantasi om hjemlig hygge, symbiose i parforholdet; en hel lille ny familie. Kunne det mon lykkes mig en dag?
    Jeg ryster tankerne og ikke mindst følelserne ud af hovedet igen, men jeg lytter til historierne rundt om bordet: Vidt forskelligartede fortællinger om succes og fiasko, forelskelser og dumheder, parforhold og utrolige beretninger om svig og skuffelser, men altid med en positiv udgang og et selvironisk grin; for så tossede er vi jo bare som art, at vi har utroligt svært ved at lykkes, opnå harmoni, ro, nærvær. Jeg kender det fra mig selv.
    Og nu har den nye “ondskabens akse” formentlig sat sig for at fucke os yderligere op, men denne gang i en retning, jeg ikke vil finde mig i. Her er vi alle omkring bordet på linje, og jeg kan mærke den fælles motivation stige op i os alle – vi bliver svære at slå! Nej … umulige! “Kæmp for det kæreste, du har, om så det koster dig livet.”
    Da jeg i en kort pause i talestrømmen omkring bordet siger disse ord med stor ro på, kigger de alle på mig; reflekterende og som om deres mange forskelligartede vinker på livet fattes ind af sætningen på en gang.
    Jeg har vist lige øget min status omkring bordet, føler jeg ydmygt. Det er forpligtende ord, og pligten kalder i mig, kan jeg mærke. Den kalder på os alle!

Skriv et svar