Del 18: Fredag, kl. 21:28, en ukendt lokation i London

Du føres indendøre, ned af en lang trappe og ind i et rum, der lugter af kælder. Du bliver sat på en stol, hvorefter posen tages af dit hoved.

Et dusin andre får ligeledes hovedbeklædningen trukket af og ser lige så forvirrede ud som dig. Omkring jer sidder omkring halvtreds andre, hvis ansigter er lagt i alvorlige folder. De kigger alle frem mod rummets centrum, med et bord, hvortil 13 personer ankommer og sætter sig.

En kvinde rejser sig fra bordet og henvender sig til flokken, som du nu er en del af. “Flere af jer har allerede taget del af oprøret mod besættelsen. Nogle af jer er nytilkommere og er blevet fragtet hertil i al hemmelighed. Hvis I vil være en del af vores kamp – være med til at få vore kære tilbage – så er det på eget ansvar. Vi står sammen og vil kæmpe til det sidste, men vi kan ikke garantere jer alle, at I kommer levende hjem igen. Det skal I være indforstået med.” Hun stopper kort op. Salen er helt stille. En summen begynder i salen, efterfulgt af tramp i gulvet, pift og klapsalver, der indikerer gruppens villighed til at være en del af oprøret.

De 13 personer om bordet er ledere af oprøret. De diskuterer og planlægger, hvordan de skal befri de tilfangetagne i både Rusland og Nordkorea. Du kan forstå i de ophidsede diskussioner, at hele Skandinavien er ramt – at Trump, Kim Jong-Un og Putin har indgået en aftale, hvor de splitter Skandinavien og dets folk op mellem sig for at sørge for “kulturel udveksling”.

Du udleder, at størstedelen af de tilfangetagne svenskere er transporteret til Nordkorea, hvor danskerne fragtes til Rusland.

Sidemanden Morten fornemmer din frustration. Han lægger en tung hånd på din skulder og siger med en venlig sjællandsk accent “Vi bliver nødt til det, min ven. De har brug for os”.

I føres under hætter tilbage til London og sættes af i de smalle gader ved Brick Lane. Morten står ved din side, smiler til dig og siger “Kom til The Jack Horner for et sidste måltid i morgen kl 19. Vi får brug for et godt måltid inden vi drager afsted søndag morgen mod Rusland”. Du nikker, hvorefter I begynder jeres lange gåtur ind mod byen. 

Hvad er hans historie? Hvem kæmper han for? Hvordan forholder I jer til aftenens begivenhed?


[Næste benspænd foregår Lørdag, kl. 19:02, The Jack Horner]


2 Responses

  1. Kim Risør

    Mit hoved er ved at sprænges af tanker og følelser, og mit urinstinkt skriger “flygt” mens min viljekraft og retfærdighedsfølelse og bekymring råber på selvopofrelse for en større sag.
    Mortens motivation er ikke til at tage fejl af heller, da han ikke kan få kontakt til hverken sin danske eller svenske del af familien.
    Hvordan han så vil tage kampen op på begge sider af kloden, borer jeg ikke i. Lige nu må vi koncentrere os om at finde det næste, bedste skridt.
    Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til kaos i går, og heldigvis kan jeg konstatere, at modstandsbevægelsen har evnet at organisere sig. Men ikke uden problemer, siden England også er blevet angrebet for at komme modstanden til livs.
    Det her er med livet som indsats, ingen tvivl om det. Jeg føler mig splittet mellem følelsen af på en måde lige at have mistet mit liv og så den dominerende følelse af, at jeg må gøre mit bedste for de mennesker og det land – og område i verden – som jeg virkelig elsker.
    På en måde er alting blevet mere enkelt. Hvad jeg så gør i relation til Sofie er en anden sag.
    Hvordan undgår jeg at svigte hende midt i det hele?

  2. Kim Risør

    Mit hoved er ved t sprænges af tanker og følelser, og mit urinstinkt skriger “flygt” mens min viljekraft og retfærdighedsfølelse og bekymring råber på selvopofrelse for en større sag.
    Mortens motivation er ikke til at tage fejl af heller, da han ikke kan få kontakt til hverken sin danske eller svenske del familien.
    Hvordan han så vil tage kampen op jorden rundt, borer jeg ikke i. Lige nu må vi koncentrere os om at finde det næste, bedste skridt.
    Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til kaos i går, og heldigvis kan jeg konstatere, at modstandsbevægelsen har evnet at organisere sig.
    Men ikke uden problemer, siden England også er blevet angrebet for at komme modstanden til livs.
    Det her er med livet som indsats, ingen tvivl om det. Jeg føler mig splittet mellem følelsen af på en måde lige at have mistet mit liv og så den dominerende følelse af at jeg må gøre mit bedste for de mennesker og det land – og område i verden – som jeg virkelig elsker.
    På en måde er alting blevet mere enkelt. Hvad jeg så gør i relation til Sofie er en anden sag.
    Hvordan undgår jeg at svigte hende midt i det hele?

Skriv et svar