Del 16: Fredag, kl. 13:24, South Bank

Den lokale fortæller dig kort om en modstandsbevægelse, der efter sigende koordineres i undergrunden i London. Mere information har vedkommende ikke, så du må selv drage ud og finde informationer om besættelsen og de mørkklædte soldater i afkrogene af London. Imens Sofie sover, lister du dig ud.

I undergrunden South Bank finder du ikke mange informationer blandt de få hjemløse, der gemmer sig i mørket. Som du er ved at opgive din søgen, træder du på et afrevet stykke avis, som fanger din opmærksomhed. Bag de mudrede skoaftryk på den iturevne forside af The Guardian, kan du tyde overskriften fra i lørdags: “BREAKING: The union of Puten, Kim & Trump results in an invasion of Scandinavia”. I det, du prøver at tyde brødteksten, rives du pludseligt til side af nogle stærke hænder, som presser dit hovedet hårdt op mod den kolde mur. En mand med fæl ånde hvisker i dit øre “et hemmeligt møde vil finde sted! Mød mig her i aften kl 21:00. Kom ikke for sent”. 

Han er lige så hurtigt væk, som han er kommet. Du vender rystet hjemad til Sofie, som ikke er meget for at blive ladt alene. Du bliver nødt til at tage afsted igen i aften.

Hvad fortæller du hjemme i lejligheden? Hvordan overtaler du Sofie til at blive hjemme, selvom hun ikke kan lide at blive ladt alene? Hvordan får I timerne til at gå?


[Næste benspænd foregår Fredag, kl. 20:55, South Bank]


  1. Kim Risør

    Sofie har svært ved at tilgive mig mit svigt, kan jeg fornemme, men heldigvis har præsten haft en beroligende virkning på hende.
    Det var helt fantastisk, at han ville dele lejligheden med os, og vi er ved at komme rigtig godt ind på hinanden, synes jeg … alle tre.
    Jeg kan ikke nænne at fortælle Sofie det hele, selvom hun spørger ind til, hvorfor jeg har skrammer i hovedet.
    “Jeg faldt i mørket og slog hovedet,” fortæller jeg. “Jeg måtte lede efter et job, Sofie, for vi skal jo have noget at spise. Jeg kan vist hjælpe i havnen, og jeg må afsted i aften igen.”
    Hun ser lidt uforstående på mig, men nikker tillidsfuldt, og jeg kan mærke, at hun holder af mig. Så kan meget jo lade sig gøre, og vores samhørighed føles godt. Hende vil jeg i hvert fald ikke svigte. Og hvis hun som lyshåret er ekstra truet, betyder bare, at hun må blive her.

    At vi er blevet narret af USA, Rusland og Nordkorea, og at de nu har dannet det, som jeg vil kalde Ondskabens Akse, havde jeg ikke forestillet mig. Det er jo en total udplyndring og ødelæggelse af Skandinavien, de har gang i. Måske enda en etnisk udrenselse.

    Udover at spille med Sofie, ved jeg, at jeg ikke kan samle tankerne om andet de kommende timer og dage.
    Jeg må prøve at sammenstykke brikkerne og lægge planer over den kommende tid. Det føles som om jeg indtil videre kun har samlet to brikker i et kæmpestort puslespil, der måske slet ikke kan samles. Jeg må dog bevare håbet, og måske får jeg brug for præsten, som nok kan hjælpe mig med troen.

Skriv et svar