Torsdag, kl. 10:17, på et skib midt i Nordsøen.

En lille båd med flygtninge fra Esbjerg nærmer sig skibet. Du hjælper med at få dem alle om bord. Sofie går dig i hælene og deler tæpper ud til de nyankomne, der er gennemkolde efter en lang sejltur. Hun får helt naturligt de nyankomne til at føle sig godt tilpas.

Kaptajnen fra den nyankomne båd får lidt for meget at drikke fra den medbragte rom i løbet af dagen. Han og to gorilla-lignende mænd overfalder kaptajnen på skibet for at overtage styringen og få skibet mod Amsterdam.

Hvad gør du? Hvordan sikrer du passagerernes tryghed og at I holder kursen mod London?


[Næste benspænd foregår Torsdag, kl. 21:14, på et skib midt i Nordsøen]


  1. Kim Risør

    Sofie er fantastisk til at hjælpe, men jeg føler i stigende grad uro indeni. Mine instinkter advarer mig mod nogle af de nyankomne, og min intuition på det felt plejer desværre at have ret.
    Jeg giver dem dog chancen og observerer adfærden omkring mig.
    Ham jeg betalte for at få Sofie ombord med soldatens kontanter, mens jeg selv beholdt pistolen, har lusket sig til kontanter fra kaptajnen på den lille båd, som de nu er ved at forsvinde bag os i horisonten. Nok kontanter til at den nyankomne kaptajn får stillet rom til rådighed, så han kan sidde og fulde sig sammen med sine to gorillaer af nogle hulemænd.
    De kigger skummelt på Sofie, så hende må jeg også sørge for at beskytte.

    De tre mænd er ikke tilfredse med destinationen London, kan jeg høre. Det er Amsterdam, de har økonomisk interesse i at komme til, kan jeg forstå. Sikkert nogle lyssky forretninger, kan jeg forestille mig. Deres udstråling og væremåde siger det hele.
    Alt i mig skriger alarm, og jeg må tage mine forbehold, hvis noget skulle ske. Tankerne er allerede i fuld gang med en imaginær passivisering af mændene, mens rommen stiger dem til hovedet, og deres udstråling og stemmer dominerer ombord.

    Nu rejser de sig kluntet op og smådingler i retning af styrehuset. Jeg siger til Sofie, at jeg kommer lige om lidt og rejser mig stille og roligt og følger efter mændene.

    Vores kaptajn ser ikke ud til at ville imødekomme de tre mænd, og da de tager voldsomt fat i ham og drejer rattet, er det tiden. Det her kommer til at udvikle sig helt ud af kontrol, hvis jeg ikke gør noget. Det skal ikke ske, før jeg sanser at agere i hvert fald.

    Hurtigere end deres rombedøvede hjerner kan fatte, slår jeg den ene af gorillaerne i nakken med min pistol, så han falder forover og hamrer skallen ind i styrepanelet. Den anden passiviserer jeg med et slag på munden, så nogle tænder knækker ved mødet med pistolløbet. Han ryger bagover, men han tager sig til munden. Deres leder når dårligt nok at opfatte, hvad der foregår, inden jeg peger på ham med pistolen og beordrer ham og de to gorillaer at lægge sig på maven på dørken. De brummer og ømmer sig, men pistolen har den ønskede effekt.
    Vores kaptajn ser næsten lige så skræmt ud, som banditterne gør, men jeg forklarer ham, at det var nødvendigt og spørger, om han har nogle strips, hvilket han desværre ikke har.
    “Hvad så med noget sejlgarn … kraftig tråd?” Han ser lidt forundret ud, men henter det.
    Imens brokker en af banditterne sig, indtil jeg siger hårdt “hold kæft, eller jeg lukker kæften på dig for evigt!”
    Kaptajnen kommer retur med en rulle sejlgarn, og mens jeg holder de liggende mænd i skak med pistolen, får jeg ham til på skift at tvinge deres arme om på ryggen og binde hver mands tommelfingre sammen på ryggen, med en fast knude, så de ikke kan slippe fri. Den tilpas tynde og alligevel stærke tråd fungerer faktisk endnu bedre end strips, når tråden vikles mange gange rundt bag fingrenes led, vurderer jeg. Jeg tænker et øjeblik på, at jeg faktisk også kunne have brugt deres snørebånd, men tråden er mere effektiv og sikker.
    Kaptajnen retter skuden op igen og sætter den på selvstyre.
    Derefter beordrer jeg banditterne op at stå og gelejder dem sammen med kaptajnen til den kahyt, hvor de kan sidde fanget. Jeg beordrer dem at holde deres kæft og får en af de unge mænd, som jeg har fået lidt tiltro til, til at holde vagt på afstand af fangerne. Han lover at sige til, hvis der bliver det mindste vrøvl med fangerne, som nu sidder på dørken i kahytten. For en sikkerheds skyld finder jeg et tov og binder dem til de gennemgående rør i kahytten.
    “Lad være med at prøve noget,” siger jeg. “Jeg kender jeres slags og vil ikke tøve med at skyde jer, hvis I gør andet end at sidde stille og roligt og holde jeres kæft!”
    “Mytteri blev engang straffet med døden, ved I nok. Og her er vanddybden stor.”
    De brummer, men tør ikke andet.

    Så skulle der være ro på den front, men jeg vil nu holde mig i nærheden alligevel og sikre mig, at vi kommer i mål og i sikkerhed i London.

Skriv et svar