Del 1: Lørdag, kl. 05:27. Aarhus Midtby.

På trods af egne forhåbninger og gentagne forsøg, er det en ensom tur hjem langs åen i Aarhus efter byturen med kammeraten Lars. Ud over en mistet telefon og lidt opkast i vejkanten, var det godt at få drukket nogle øl efter skilsmissen.

Hvad mindes du om nattens strabadser på vejen hjem mod den alt for store seng?


[Næste benspænd foregår lørdag, kl. 09:04. D in lejlighed, Frederiksbjerg].

2 Responses

  1. Kim Risør

    Pludselig står hun der, som trådt ud af mine drømme og ind i virkeligheden: Smuk og sprød og med hele den udstråling, som jeg altid har søgt, men til sidst ikke troede fandtes samlet i et menneske.
    Med en blid forståelse og tolerance, men også friskhed og livsvilje malet i sine smukke øjne, panorerer hendes blik rundt i lokalet. Søger også hun … nogen … eller søger hun blot anerkendelse og beundring? Er det mon nysgerrighed, der styrer hendes blik?
    Jeg nærmer mig med parate kys og kram og en ny spændende livsrejse sammen med hende i min fantasi … mens hun blot fjerner sig.
    Jeg håber et øjeblik, hun vil vende sig igen, mens mit håb ser ud til at forsvinde i mørket, ud af døren … sammen med hende, der sikkert er på vej mod endnu en bar.
    Jeg skubber mig gennem mængden mod døren. Hun må ikke forsvinde nu! Måske er hun lige præcis min og jeg hendes, uden at hun har sanset det?
    Se mig dog! Se bag facaden! Du kender mig ikke! Jeg er det hele og har alt det, du får brug for! Min sjæl skriger, men hun ser intet; fornemmer den ikke.
    Pludselig går døren op, og hun står i åbningen, med store ivrige øjne, der stirrer lige ind i mine:
    “Hej” siger hun. “Jeg leder efter en …måske har du set ham?” Hun ser på mig uden at se mig rigtigt:
    “Han ligner dig en del, men han er nok i hvert fald 10 år yngre.”
    “JEG er 10 år yngre … nu! Tag mig! Jeg er den rigtige og klar nu!” råber min sjæl, men hun hører det ikke.
    “Jeg vil gerne hjælpe dig med at lede!” siger min stemme.
    Hun ser tilgivende på mig og intelligent gennemskuer hun mit patetiske forsøg i min beduggede tilstand, der slører, hvem jeg VIRKELIG er.
    Endelig hviler hendes øjne faktisk et øjeblik på mig. Ser hun mig mon helt nu … mig bag facaden? Ham hun vil trives med og kunne elskes af .. elske med … og elske?
    “Tak, men jeg prøver lige selv at se efter igen herinde,” siger hun venligt og går ind i det alt for folkerige, men iltfattige rum, hvor larmen bedøver sjælens længsler og hvor rytmen overdøver mit hjertes banken.
    Jeg går ud i det fri, langsomt og lettere omtåget slentrer jeg hjemad langs åen.
    Fri … men ufri … for min sjæl er ikke sluppet løs, og den sprudler ikke. Jeg er i live … men lever ikke.

  2. Kim Risør

    Pludselig stod hun der, som trådt ud af mine drømme og ind i virkeligheden: Smuk og sprød og med hele den udstråling, som jeg altid har søgt, men til sidst ikke troede fandtes samlet i et menneske.
    Med en blid forståelse og tolerance, men også friskhed og livsvilje malet i sine smukke øjne, panorerer hendes blik rundt i lokalet. Søger også hun … nogen … eller søger hun blot anerkendelse og beundring? Er det mon nysgerrighed, der styrede hendes blik?
    Jeg nærmer mig med parate kys og kram og en ny spændende livsrejse sammen med hende i min fantasi … mens hun fjerner sig.
    Jeg håber et øjeblik, hun vil vende sig igen, mens hendes håb ser ud til at forsvinde i mørket, ud af døren … sikkert mod endnu en bar, hvor det samme vil ske.
    Jeg skubber mig gennem mængden mod døren. Hun må ikke forsvinde nu! Måske er hun lige præcis min og jeg hendes, uden at hun har sanset det?
    Se mig dog! Se bag facaden! Du kender mig ikke! Jeg er det hele og har alt det, du får brug for! Min sjæl skriger, men hun fornemmer den ikke.
    Pludselig går døren op, og hun står i åbningen, med store ivrige øjne der stirrer lige ind i mine:
    “Hej” siger hun. “Jeg leder efter en …måske har du set ham?” Hun ser på mig uden at se mig rigtigt:
    “Han ligner dig en del, men han er nok i hvert fald 10 år yngre.”
    “JEG er 10 år yngre … nu! Tag mig! Jeg er den rigtige og klar nu!” råber min sjæl, men hun hører det ikke.
    “Jeg vil gerne hjælpe dig med at lede!” siger min stemme.
    Hun ser tilgivende på mig og intelligent gennemskuer hun mit patetiske forsøg i min beduggede tilstand, der slører, hvem jeg VIRKELIG er.
    Endelig hviler hendes øjne faktisk på mig. Ser hun mig mon helt nu … mig bag facaden? Ham hun vil trives med og kunne elskes af .. elske med … og elske?
    “Tak, men jeg prøver lige selv at se efter igen herinde,” siger hun venligt og går ind i det alt for folkerige, men iltfattige rum, hvor larmen bedøver sjælens længsler og hvor rytmen overdøver mit hjertes banken.
    Jeg går ud i det fri, langsomt og lettere omtåget slentrer jeg hjemad langs åen.
    Fri … men ufri … for min sjæl er ikke sluppet løs, og den sprudler ikke. Jeg er i live … men lever ikke.

Skriv et svar